Strandvænget Til Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilBotilbudpilStrandvænget 7-9

Strandvænget 7-9

Brugergruppe

Strandvænget 7 til 9, bebos af 20 voksne immobile mennesker med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne.

Alle er noget særligt og kræver derfor individuel opmærksomhed. Nogle beboere er kun delvis immobile og plejekrævende, men alle er afhængige af hjælp i de fleste situationer, fysisk såvel som psykisk.

Vi tilstræber, at der ud fra hensyn til individuelle behov, er et fælles liv i de enkelte huse.

Alle 20 beboere behøver hjælp til samtlige dagligdags funktioner, og har derfor brug for megen pædagogisk støtte og pleje i hverdagen.

 

Fysiske rammer

Strandvænget 7 til 9, er en gruppe på tre rækkehuse.

Hus 7 har seks værelser, hus 8 har seks værelser og hus 9 har otte værelser.

Boenheden har ikke lukkede døre imellem husene, så det opleves som et stort hus. Vi har etableret to beboergrupper med ti beboere i hver gruppe, således at hver beboer på den måde får kendte ansigter at henvende sig til. Hus 7 og fire værelser i hus 8 hører sammen og hus 9 og to værelser i hus 8.

De to beboergrupper er igen opdelt i mindre grupper.

Strandvænget 7 til 9 er beliggende med udsigt til park og strand.

Vi råder over seks store badeværelser med handicapindretning, tre stuer/spisestuer, tre køkkener, to kontorer, et afdelingsleder kontor samt tre depotrum.

Af udefaciliteter findes tre gårdhaver med lækroge og mulighed for ugeneret udeliv.

De enkelte boliger er beboernes hjem og det vægtes højt at skabe et miljø, hvor hjemlig hygge og fritidsbeskæftigelse tilgodeses, samtidigt med at beboernes behov for at være sig selv, på egne præmisser, respekteres.

 

Personale

Enhedens samlede normering er 29,01 stillinger.

Normeringen udgør i praksis to rengøringsassistenter, to pædagogstuderende, tre medhjælpere, tre nattevagter, nitten pædagoger, hvoraf to er gruppekoordinatorer og en er afdelingsleder. Der ud over har vi tilknyttet fire faste vikarer og to løsvikarer.

Tjenestetidsplanen er tilrettelagt efter en fire ugers plan med skiftende arbejdstider. Der er tre medarbejdere i hver gruppe morgen og aften og en vågen medarbejder om natten til den samlede boenhed.

 

Der arbejdes hen imod, at såvel vikarer som pædagogisk personale skal kunne arbejde i den anden gruppe, når behovet opstår.

 

Idégrundlag og målsætning

Det overordnede mål i boenheden er tilrettelagt ud fra vores tolkning af, hvad beboerne kan have gavn og glæde af.

Vi tilrettelægger vores daglige aktiviteter og gøremål ud fra overordnede mål.

Vi har et ønske om, at beboerne bliver længst muligt i eget hjem, derfor ændrer de forskellige grupper sig nu og da, for at vi kan tilgodese så mange beboere som muligt.

Vi respekterer, når en beboer pga. helbred eller alder ikke magter at frekventere et dagtilbud ude af huset og tilstræber så i stedet at skabe et dagsindhold for beboeren herhjemme.

 

Husene er beboernes hjem og følgende udsagn er grundlæggende for husene:

Alle mennesker er forskellige.

Alle mennesker er betydningsfulde.

Alle mennesker har en række kompetencer.

Beboeren er i centrum.

Faste, trygge rammer med plads til forskellighed.

Personalet arbejder i beboerens hjem.

 

Indlevelse - At personalet møder beboeren, der hvor denne er.

Respekt - At personalet accepterer beboeren på dennes præmisser.  

Interaktion - At personalet er i stand til at handle i et samspil med beboeren.

 

Tilbudets ydelser

Aktivitets- og samværstilbud

Nogle beboer på Strandvænget 7 – 9 har et dagligt aktivitets- og samværstilbud. Beboerne benytter forskellige tilbud: Påfuglen, Østerhuse, afd. Låddenhøj og klubberne under Fritiden på Strandvænget.

Vi lægger stor vægt på samarbejdet med dagtilbuddene, dels i det daglige, hvor der udveksles informationer omkring beboernes trivsel og hvad der er sket i dagens løb, dels omkring observationer og justeringer af igangværende mål.

Tre beboere gør ikke længere brug af dagbeskæftigelse, enten på grund af helbredet, eller alderen.

 

Fritidsaktiviteter

I huset søger vi at tilgodese den enkelte beboers behov, ifølge den gældende handleplan. Vores planlægning er tilpasset personaleressourcerne.

Strandvænget 7 - 9 arrangerer en gang årligt i hver gruppe et sommerarrangement samt en julekomsammen med pårørende i huset.

 

Gennem ”Fritiden”, har den enkelte beboer mulighed for, mod betaling, at deltage i fælles aktiviteter, så som musik, gymnastik, hobbybeskæftigelse, ridning osv.

Endvidere tilbyder vi ferieture, køreture og andet, der medvirker til et aktivt og spændende liv.

Beboerne deltager de af ”Fritidens” udflugter og fester, som den enkelte har interesse for og økonomi til.

Aktiviteter, som indebærer ledsagerbetaling, aftales med pårørende forud på et handleplansmøde.


Hverdagen og traditioner

Hverdag på Strandvænget 7 - 9

Nogle beboere i enheden har et samværs- og aktivitetstilbud. Nogle har formiddagstilbud, andre eftermiddagstilbud.

Formiddagene bliver brugt til at udføre diverse handleplaner. Der tilrettelægges en hverdag i husene med alsidige aktiviteter, hjemme som ude af huset - samtidig skal der også være tid til at gå til læge, tandlæge, frisør, fodterapeut og lignende.

Til frokost kommer nogle af beboerne hjem igen, hvor de spiser deres frokost. Over middag tager andre beboere af sted til deres tilbud. Til eftermiddagskaffen er alle beboere hjemme igen. Eftermiddagen bliver brugt til at få udført diverse handleplaner og andre fritidsinteresser, samt praktisk arbejde.

 

Af hensyn til beboernes måltider er det ikke hensigtsmæssigt at ringe i tidsrummet

kl. 07.00 til 9.15 og fra kl. 17.30 til 18.30.

 

Tlf. nr. til medarbejderen om natten 30 94 60 03. I tidsrummet kl. 22.00 til 06.00 skal dette telefonnummer benyttes.

 

Faste årlige traditioner

Beboerne deltager i fester og arrangementer, der er arrangeret af Fritiden. Vi fejrer beboernes fødselsdage og diverse højtider. Vi arrangerer udflugter/ture, af en eller flere dages varighed, ud af husene af forskellig art, i det omfang det kan lade sig gøre.

Der er i år planlagt et fællesarrangement for hele boenheden, noget vi fremover gerne vil.

Vi holder to forældre-/pårørendearrangementer om året, sommer og vinter.

Der afholdes ikke fælles arrangement i hele boenheden, men i det enkelte hus.

 

Brugerindflydelse

Via tolkninger af beboernes initiativer, deres kropssprog og mimik, kan personalet hjælpe dem på vej, til det de gerne vil. Vores kendskab til beboerne er medvirkende til, at vi forstår, hvad det er, de vil, når de gør nogle bestemte ting eller udviser en bestemt adfærd. Dette kan vi gøre i kraft af de observationer, vi løbende gør. Vi kan derved ofte sætte os selv i deres sted og fornemme, hvad det er, de ønsker. Vi ved erfaringsmæssigt, at flere af beboerne kun formår at komme med ønsker om små tiltag, der skal udføres her og nu. Beboernes egne ønsker og mål udspringer af personalets tolkninger og erfaringer.

 

De pårørende har mulighed for at blive involveret i og få indflydelse på, hvad der sker med og omkring de enkelte beboere.

 

Adresser
Afdelingsleder Brit Bremer
Tlf.: 21 64 66 90
E-mail: Brit.Bremer@soc.regionsyddanmark.dk

Strandvænget 7-9

5800 Nyborg

 

Hus 7
Strandvænget 7
5800 Nyborg
Tlf.: 65 10 01 07
E-mail: Strandvaenget.7-9@soc.regionsyddanmark.dk       

Hus 9
Strandvænget 9
5800 Nyborg
Tlf.: 65 10 01 09
E-mail: Strandvaenget.7-9@soc.regionsyddanmark.dk

 


Siden er sidst opdateret 10-3-2009
Lilleskov